Servietdecoupage

Servietdecoupage er en hobby, som giver et flot resultat. De mange flotte motiver som findes på servietter kan limes på glas, porcelæn, pap, stof, træ, sten, stearinlys mm. Lad børnene selv vælge mellem forskellige servietmotiver.

Ved servietdecoupage anvendes kun det yderste trykte lag af servietten. Motivet rives eller klippes ud af servietten, og serviettens øvrige lag fjernes. Emnet som skal dekoreres smøres med et tyndt lag decoupagelak, motivet sættes på, og der smøres forsigtigt et jævnt lag decoupagelak ovenpå motivet. Sørg for at komme godt ud over alle kanter. Når lakken er tør, kan der evt. gives endnu en gang lak. Der er utallige muligheder for hvad man kan pynte med servietmotiver:

Stof: tasker, muleposer, dækkeservietter, forklæder, puder, duge grydelapper, stofposer til køkkenet mm. Hertil kræves en stofdecoupagelak. Lakken smøres på stoffet i et jævnt lag, og fladen skal være ½ cm bredere end motivet der skal limes på. Læg forsigtigt motivet på og glat det ud med en blød pensel. Giv et nyt lag lak ovenpå og sørg for at komme ½ cm ud over kanten igen, så motivet er forseglet i lak. Lad stoffet tørre i 12 timer og stryg det ved fuld varme på bagsiden i 5 minutter. Stoffet kan nu vaskes ved 40 grader. Man kan lave nogle rigtig flotte puder ved brug af ganske almindelig naturfarvet bomuldslærred til forsiden af puden, hvorpå servietmotivet sættes på, og naturfarvet velourstof til bagsiden af puden. Begge slags stof kan købes meget billigt i Jydsk.

Glas og porcelæn: Syltetøjsglas, vaser, drikkeglas, glaskander, tallerkener, krus, urtepotter. Hertil bruges glasdecoupagelak. Glasset eller porcelænet tørres over med sprit, og der smøres et tyndt lag decoupagelak på. Motivet lægges på, glattes ud med en blød pensel og motivet forsegles derefter med endnu et lag lak. Lad lakken tørre i ca. 2 timer, og hærd derefter genstanden i ovnen i ½ time ved 160 grader. Derefter tåler dekorationen forsigtig opvask i hånden. Servietdecoupage kan på glas og porcelæn kombineres med glasfarve. Kanten på en tallerken kan f.eks. males med glasfarve, eller man giver glasgenstande en bundfarve, ved at duppe glasfarve på med en svamp, som hærdes i ovnen før servietmotivet sættes på. Urtepotter kan man male med almindelig hobbyfarve, før motivet limes på.

Papartikler: Servietdecoupage på pap giver et rigtig flot resultat. Der er kommet et hav af papartikler på markedet. Æsker fås i mange forskellige størrelser og faconer i hobbyforretninger. Derudover fås serveringsbakker, billedrammer, penalhus, kinabøger, ringbind osv. Hertil bruges almindelig decoupagelak Man kan også sagtens male papartiklerne med almindelig hobbymaling, som dog skal tørre inden servietmotivet sættes på. Det giver også et rigtig flot resultat at bruge krakelerings medium på æsker. Spørg om materiale og fremgangsmåde i en hobbyforretning.

Stearinlys Hertil skal der ikke anvendes nogen form for lak. Man kan lægge servietmotivet direkte på lyset, og smelte det fast på lyset med f.eks. en opvarmet ske, som man trykker mod motivet, så det smelter fast på lyset. Man kan også smelte noget stearin/voks og bruge det som lim, altså stryge et tyndt lag ovenpå servietten. Servietmotiver er så tyndt, at det bare brænder sammen med lyset.

Malerlærred: På malerlærred kan man laver nogle rigtig flotte billeder med servietmotiver. Her bruges alm. decoupagelak Man også kombinere det med krakelerings effekt, så billedet kommer til at se antikt ud. Spørg efter krakeleringsmedium i hobbyforretning, og en forklaring hvordan det kan anvendes. Hvis man vil gøre endnu mere ud af det, kan man først lime små cernitfigurer på lærredet, så det danner en ramme. Man maler det hele over med hobbyfarve. Dernæst limes et servietmotivet på. Til slut gnides cernitfigurerne med lidt patina/skabelonfarve. Eksempel på sådanne billeder findes i hobbybladet ”Hobby-nyt” nr. 2 marts 2003.

Sten træ og papir Her bruges alm. decoupagelak.

Find nogle flotte sten, som har en sjov facon og kan bruges som f.eks. brevpresse. Mal stenen med hobbyfarve, og lim et lille servietmotiv på. Dæk motivet med decoupagelak, og mal evt. hele stenen over med decoupagelak til slut, så den bliver helt blank. Servietmotiver kan også bruges på træ. F.eks dørskilt, hvor det kan kombineres med brug af glødeskriver til at brænde navn med.

Gamle rispapirslamper kan få nyt liv med servietdecoupage. Man kan også lave nogle flotte kort. Brug farvet karton, fold det til et kort, og lim et servietmotiv på forsiden. På julekort kan man rundt om servietmotivet lægge en kant af glimmerlim, og pynte kortet med julestickers.

Bøger om servietdecoupage, som kan lånes på biblioteket:

Servietmotiver - en begynderbog af Vibeke Schaarup

Dekorering med Servietmotiver af Marianne Frederiksen.

Der findes flere bøger om servietdecoupage, lån dem og bliv inspireret!


Hvis du har kommentarer til hjemmesiden, så send en email til webmasteren.