|
Dette er ugens artikel (uge 40). Ældre artikler kan findes her.
En underlig farJefta var en underlig mand. Han skulle i krig mod landets fjender, og før han drog af sted, så lovede han Gud, at hvis han vandt over fjenderne, så ville han ofre den første, der gik ud af døren til hans hus og kom ham i møde, når han kom hjem fra krigen. Dvs. han ville dræbe det menneske og brænde det, som en tak til Gud for sejren. Hvorfor gav han dette løfte til Gud? Jeg ved det ikke! Jefta vandt krigen og den første der kom ham dansende i møde, da han kom hjem, var hans egen datter. Hun var hans eneste barn. Jefta blev frygtelig ulykkelig. Tænk han skulle dræbe sit eneste barn, men han kunne på den anden side ikke bryde sit løfte til Herren. Men hvad sagde pigen til det? Jo, hun sagde, at hvis Jefta havde lovet Gud noget, så måtte han holde det, også selvom det kostede hende livet. Det eneste hun bad om, var at få lov til at gå op i bjergene i to måneder, sammen med sine veninder, og græde over at hun skulle dø så ung. Hun løb ikke sin vej! Efter de to måneder vendte pigen tilbage til sin far Jefta, og han ofrede hende. Jeg synes det er en underlig og grusom beretning, tænk en far, som må dræbe sit eget barn, fordi han har vundet i krig. Der findes endnu en underlig og grusom beretning i Bibelen. Den handler også om en underlig far, som ofrer sit eneste barn. Han gjorde det for at vinde i kamp. Fjenden havde taget gidsler, og den eneste udvej for at gidslerne kunne slippe fri, var at denne far slog sin egen søn ihjel. Du var en af gidslerne. Fjenden er Djævelen. Den underlige far er Gud i himmelen. Hans eneste søn er Jesus Kristus, som blev slået ihjel i Israel for ca. 2000 år siden. Hvad sagde Jesus til at hans far havde lovet menneskene, at han ville befri dem, ved at ofre sin egen søn? Jo han sagde, at hvis det var muligt ville han gerne slippe for at dø, men at Guds vilje måtte ske. Jesus løb ikke sin vej. Han døde på korset, og dermed besejrede han Djævelen, så du kunne blive befriet. Gud er ikke bare en underlig Far, men en underfuld Far! /Ann-Krestin
|