|
Dette var ugens artikel i uge 30. Alle ugens artikler kan findes her.
StilhedMåske har du oplevet tordenvejr her i sommer. Det kan godt være lidt uhyggeligt og voldsomt, når lynene glimter, det buldrer og brager og regnen trommer på taget. Jeg kan huske, at jeg som pige lå og krøb sammen nede under dynen, når det tordnede, jeg kunne ikke fordrage tordenvejr. Men bagefter, når tordenvejret langt om længe var overstået, så husker jeg meget tydeligt den stilhed, der fulgte bagefter. Regnen holdt ligeså stille op, og det var som om hele naturen holdt vejret for ikke at forstyrre freden. Måske var det begyndt at blive lyst, og så midt i stilheden begyndte en solsort at synge. Det lød så tydeligt og klart og smukt. Måske havde solsorten også sunget mens det tordnede, jeg tror det ikke, men i hvert fald ville ingen kunne høre den i al larmen fra uvejret. Det var først når der blev helt stille, at solsortens sang kunne høres klart og tydeligt. Vi har også brug for at der er stille, når Gud vil sige noget til os, ellers kan vi ikke høre ham klart og tydeligt. Vi hører ofte i Bibelen, at når Gud talte til mennesker, så var de alene på øde steder, hvor der var stille. I ørkenen, på et bjerg eller andre steder, hvor der ikke var andre mennesker. Ligesom solsortens sang hørtes klarest og tydeligst i stilheden, sådan hører vi også bedst, hvad Gud vil fortælle os, når der er stille omkring os. Du har nok ikke en ørken eller et bjerg i nærheden, hvor du kan gå hen, hvor Gud kan tale til dig. Men du har måske en børneklub eller juniorklub, hvor der bliver fortalt om Jesus. Prøv stille at lytte efter, hvad Gud vil sige til netop dig, med de ord din leder fortæller fra Bibelen. Derhjemme kan du måske finde et sted, hvor andre ikke forstyrrer dig, og selv kan du slukke for radioen/ musikken eller computeren, så der bliver stille. Hvis du har lært at læse, kan du læse lidt i en bibel eller andagtsbog. Måske har du også hørt noget fra Bibelen for nylig, som du kan tænke over. Og så kan du tale med Gud i bønnen. Du kan fortælle Ham om alt det du går og tænker på, bekymrer dig om eller glæder dig over. Gud taler til os igennem ordene i Bibelen, og når vi beder til ham. Det er så godt og vigtigt for os at høre hvad Gud vil sige os. Når Gud fortæller om sin kærlighed til os, om Jesus som ville dø for os på korset, om den dejlige himmel, som venter os, ja så er det meget bedre end at høre en solsort synge en sommermorgen! /Ann-Krestin |